Videokonsultationer skaber nærhed mellem læge og patient
Videokonsultationer inden for neurologien med op til en times varighed skaber nye muligheder for patienter med epilepsi.
Forundersøgelser, indlæggelser og enkelte kontroller finder sted på Epilepsihospitalet i Dianalund. Men et nyt tilbud om videokonsultationer skaber nu mulighed for patienterne at få nogle af konsultationerne uden at bevæge sig væk fra hjemmet.
80 patienter har allerede været til videokonsultation.
"Det er helt nyt inden for neurologien, og det er helt usædvanligt at holde videokonsultationer på en time," siger Mads Ravnborg, sundhedsfaglig direktør på Filadelfia.
På bosteder viser videokonsultationer sig særligt egnede. Svært handicappede mennesker med epilepsi er nu fri for en lang transport, og samtidig kan de få relevante omsorgspersoner med til konsultationen. Tidligere har Epilepsihospitalet oplevet, at patienternes ledsagere ikke altid kendte patienterne og derfor ikke kunne svare på vegne af patienter, som selv havde svært ved at udtrykke sig.
"Vi har ofte været ude for, at patienter fra institutioner kom til konsultation med en afløser, som ikke kendte nok til patienten, og hvis patienten selv har svært ved at tale, bliver man ikke meget klogere af, at omsorgspersonen møder op på den måde. Med videokonsultationer er det fuldstændig oplagt, at patienten kan sidde sammen med de relevante personer omkring sig og være med i snakken", siger Mads Ravnborg.
Oprindeligt var planen at begynde med videokonsultationer på institutioner og bosteder, hvor mange af Epilepsihospitalets patienter bor. I mellemtiden startede Region Sjælland op med E-hospitalet - en internet-platform for videokontakt mellem sundhedspersonale og patienter - og Filadelfia fandt det oplagt også at koble sig på det projekt.
Det blev en ny vinkel, at vi kunne nå den enkelte borger. "Selv om der naturligvis har været lidt tekniske udfordringer, så tager patienterne godt imod det, og de læger, der arbejder med det, er begejstrede", fortæller Mads Ravnborg.
"En yngre kvinde på Bornholm, som for nylig havde født, er en af de patienter, der har været glade for muligheden. I tiden efter fødslen kunne hun ikke rejse til Filadelfia, men via videoforbindelsen kunne hun have sin konsultation.
Så sad hun der ved siden af sin vugge og viste babyen frem, og på den måde kan man sagtens gøre videokonsultationerne til et fortroligt rum, hvor man har en naturlig kontakt. Hun var lykkelig for, at hun ikke skulle bruge en meget besværlig dag på at komme til Sjælland, og jeg ser det som et kæmpe fremskridt både for patienter og pårørende og det personale, som er i den anden ende", siger Mads Ravnborg.
Læge Stefan Juhl arbejder på Neurologisk Afdeling og er meget glad for de nye muligheder.
"Der opstår hurtigt en fortrolighed. Rummet bliver mindre. Mine patienter siger, at jeg er mere fokuseret. Jeg får hurtigt en god fornemmelse af, hvordan patienterne har det. Jeg er ikke it nørd, men det er fremtiden", mener Stefan Juhl.
Videokonsultationerne er et frivilligt tilbud. Rent praktisk foregår det sådan, at lægen bestiller en konsultation i et bookingsystem. Patienten modtager herefter en mail med et link, som begge parter åbner på mødetidspunktet. Linket fører til en sikker videoforbindelse, hvor lægen, patienten, og andre eventuelle deltagere kan se hinanden. Systemet kan håndtere deltagelse fra flere forskellige steder på en gang, og derfor kan eksempelvis pårørende også deltage i møderne på deres computer hjemmefra.
Næste skridt i udviklingen er et samarbejde med kommuner, hvor patienter kan tage kontakt, hvis de ikke selv magter teknikken. Det er vigtigt for patienter, som ikke bor på institutioner, at de kan få teknisk assistance. Et samarbejde med Halsnæs Kommune er på vej.
"Der er jo patienter, som ikke magter teknikken, og som ikke bor på institution. De skal kunne tage et sted hen, hvor de kan blive hjulpet", siger Mads Ravnborg.