Ny teknologi: De opererede er på benene efter tre dage

Om ganske få år kan epilepsikirurgi i nogle tilfælde foregå, uden at kirurgerne behøver åbne patientens kranium, viser amerikanske erfaringer.

Amerikanske læger præsenterede på epilepsikongressen IEC i Barcelona denne sommer gode resultater ved kirurgi udført ved hjælp af laser placeret på tynde aggregater, der føres ind i hjernen på samme måde som ved intrakraniel eeg-måling. Operationen kan derfor gennemføres ved at bore små huller i kraniet frem for at åbne kraniet helt.

pinborg_disp

"Det skal forberedes og organiseres, men det er helt sikkert noget, vi arbejder på, og jeg ser det, sammen med oplysning af patienter og læger, som det tredje ben i at øge betydningen af epilepsikirurgi for patienterne,” siger Lars Pinborg

”De amerikanske resultater, som blev præsenteret på IEC i Barcelona, tyder på, at vi går en ny tid i møde. Ligesom når vi lægger dybdeelektroder ind til intrakraniel registrering af elektriske forandringer i hjernen, kan man også lægge elektroder, der ved hjælp af laserteknologi kan opvarme vævet, og på den måde ødelægge de områder, der har med epilepsien at gøre uden at skulle åbne kraniet. Patienten ligger i en MR-scanner under operationen, og det betyder, at man sekund for sekund kan følge med i temperaturen i vævet og standse behandlingen på det rette tidspunkt,” fortæller leder af det danske epilepsiprogram professor Lars Pinborg, Epilepsiklinikken, Rigshospitalet.

Han ser store muligheder i den nye metode, som er langt mere skånsom for patienterne, end den traditionelle operation. Han håber, at Rigshospitalets Neurocenter kan begynde at tage den i brug inden for de nærmeste år.

”Det er en meget avanceret behandlingsform, som vi også gerne vil indføre i Danmark, men det kræver, at der bliver tilført nye midler, så det kræver også politisk opmærksomhed. Udstyret er dyrt, men til gengæld vil det medføre besparelser, for resultaterne fra USA viser, at patienterne er på arbejde igen tre dage efter operationen, hvor man ved åbenkirurgi er sygemeldt i en til to måneder,” siger Lars Pinborg.

I modsætning til i USA kan behandlingen i Europa foreløbig kun foregå som led i en videnskabelig undersøgelse, men Lars Pinborg mener, at de danske kirurger allerede kan udføre den

”Det er en teknologi, som vi er rigtig dygtige til i forvejen. Vi har megen erfaring med dybdeelektroder. Ikke kun til måling af EEG på epilepsipatienter, men også til at påvirke områder dybt i hjernen for at afhjælpe invaliderende symptomer hos patienter med Parkinsons sygdom,” siger Lars Pinborg.

Hvis behandlingen skal indføres i Danmark, kræver det politisk opbakning, men det er ikke urealistisk, at behandlingen kan tages i brug, når Rigshospitalets Neurocenter i 2019 flytter i nye lokaler, mener Lars Pinborg.

”Det skal forberedes og organiseres, men det er helt sikkert noget, vi arbejder på, og jeg ser det, sammen med oplysning af patienter og læger, som det tredje ben i at øge betydningen af epilepsikirurgi for patienterne,” siger han.

Skrevet af Nina Bro