Dansk app til at registrere anfald vækker international opsigt
En dansk udviklet app, som epilepsipatienter bruger til at rapportere anfald direkte fra deres mobiltelefon til patientsystemet, fik positiv opmærksomhed på IEC 2017 i Barcelona.
App’en, som er udviklet af klinikere og it-folk på Epilepsihospitalet, Filadelfia, giver patienter eller pårørende mulighed for umiddelbart efter et anfald at registrere, hvilken type anfald, der fandt sted, hvor længe det varede, og hvad der eventuelt satte anfaldet i gang.
Informationerne overføres automatisk direkte til patientsystemet på Filadelfia, hvilket sikrer, at klinikere til hver en tid har en fuldt opdateret journal over patientens anfaldshistorik.
App’en blev præsenteret ved en speaker session på IEC 2017 af sygeplejerske Vibeke Stubbings, og ifølge hende vakte den opsigt på grund af muligheden for at sende information direkte til patientjournalen, og på grund af at app’en tilpasser sig patienten data, så de mest anvendte anfaldstyper, triggere og anfaldsbrydere altid vises som standardvalg. Dette sikrer mod, at patienterne rapporterer forkerte typer anfald.
”Anfaldsapp er ikke i sig selv nyt, men denne app kan sikre, at lægen hele tiden har et fuldstændigt, opdateret, akkumuleret overblik over patientens anfaldsfrekvens, og lige så vigtigt, at anfaldene altid er klassificeret fuldstændig korrekt,” siger Vibeke Stubbing.
Der findes andre apps til rapportering af epileptiske anfald, men app’en fra Epilepsihospitalet, Filadelfia adskiller sig ved at hospitalet ved opstart opretter en profil for patienten baseret på hans eller hendes specifikke tilfælde, så når patienterne logger ind på app’en, får de kun adgang til at vælge de anfaldstyper, som de oplever, og det sikrer korrekt registrering af anfaldene, fortæller Vibeke Stubbings.
”Det kan godt være vanskeligt at klassificere et anfald, hvis man har adgang til alle muligheder, og man ikke er helt klar over, hvad det er, man har,” siger hun. Derfor er det også vigtigt, at patienterne får en grundig introduktion, inden de får login.
Foreløbig bliver app’en brugt af omkring 700 af epilepsihospitalets patienter, med en samlet registrering af 180.000 anfald og en månedlig tilvækst på omkring 1.000 anfald.
”Det er mit indtryk fra klinikken og fra sygeplejerskerne, at patienterne bruger app’en, og det siger noget om, at de ser det som et godt værktøj,” siger Vibeke Stubbings.
App’en er udviklet til at arbejde sammen med Filadelfias journalsystem, og fordi hospitalerne har forskellige systemer kan den ikke anvendes af patienter der går i behandling andre steder. For patienter, der ikke følges på Epilepsihospitalet Filadelfia henviser Vibeke Stubbings til Epilepsiforeningens app til registrering af anfald.
Skrevet af Nina Bro