Annette Sidaros bliver overlæge ved Rigshospitalet

AnnetteSidaros_sept2020 (1)

Ph.d. Annette Sidaros bliver overlæge ved Rigshospitalets Epilepsiklinik og Klinisk Neurofysiologisk afdeling, hvor hun har været afdelingslæge de seneste 5 år.

Annette Sidaros deler sin tid ligeligt mellem Epilepsiklinikken og Klinisk Neurofysiologisk Afdeling (Afd. for Hjerne- og Nerveundersøgelser), og som nyslået overlæge står hun nu med det daglige ansvar for Epilepsiovervågningen (EMU). Samtidig har hun fået til opgave at foretage en undersøgelse af Rigshospitalets epilepsikirurgiske forløb med det formål at optimere forløbene og skære ned på ventetiden for patienterne.

“Udredningen op til en epilepsioperation er en omfattende proces, som kan være lang og anstrengende for patienterne. Jeg skal se på, om vi kan reducere ventetiden i nogle af leddene, og om der er noget, vi kan gøre bedre,” fortæller Annette Sidaros.

Overlægestillingen betyder mere administrativt arbejde, end i tiden som afdelingslæge, men Annette Sidaros vil stadig have patientkontakt i Epilepsiovervågningen og i Epilepsiklinikken, og hun forventer at kunne finde en god balance mellem administration og klinisk arbejde.

Annette Sidaros tiltrådte stillingen i september samtidig med, at Epilepsiovervågningen indtog sine nye lokaler i hospitalets nye nordfløj. Den første tid er derfor bogstaveligt talt fundet sted i flytterod, men den nye lokation udgør større og bedre fysiske rammer end de gamle. Blandt andet har Epilepsiovervågningen i Nordfløjen fået fire enestuer i stedet for to stuer, som kunne rumme i alt tre patienter, og dermed kan afdelingen have fire indlagt i stedet for tre, og på en måde, som er mere bekvem for patienterne, fortæller Annette Sidaros. Epilepsiovervågningen står hendes faglige hjerte nær, og hun er glad for at have fået ledelsesansvar netop der.

“Jeg kan rigtig godt lide at være i Epilepsiovervågningen, for det der, mine største interesser samles. Jeg kommer der både som neurolog, hvor jeg går stuegang, og som neurofysiolog, hvor jeg ser på EEG-optagelser af anfald, så jeg kommer der med to forskellige kasketter på, og det er dejligt også at få noget ansvar for, hvordan tingene kører. Jeg oplever at min faglige profil og delestillingen mellem de to afdelinger giver rigtig god mening der,” siger Annette Sidaros.

BLÅ BOG
Annette Sidaros
Født 1972 (48 år)
Bor med sin mand og 2 drenge i Vanløse
Fritidsinteresser: Musik, især korsang

Læge år 2000
Ph.d. 2010
Speciallæge i neurologi 2015
Fagområdeuddannet i klinisk neurofysiologi 2018
Overlæge september 2020

Skrevet af Nina Bro