Anne Sabers udnævnt til professor – nu har epilepsien to professorer
Københavns Universitet har udnævnt Anne Sabers til professor i neurologi med speciale i epilepsi. Dermed har Danmark to professorer i epilepsi; udover Anne Sabers blev Guido Rubboli fra Neurologisk Afdeling ved Epilepsihospitalet Filadelfia i efteråret udnævnt til professor i epilepsi ved Institut for Klinisk Medicin, også på Københavns Universitet.
Anne Sabers er 56 år og uddannet læge fra 1986. Siden hendes speciallægeuddannelse i neurologi i 1994, har hun beskæftiget sig med epilepsi. Først som overlæge på Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund i 1997-2002, siden på Glostrup Hospital 2002-2009, hvorefter hun blev leder af og overlæge ved Epilepsiklinikken på Rigshospitalet, hvor hun samtidig varetager ledelsen af epilepsi-kirurgifunktionen i Danmark.
Den nyudnævnte professor står bag en betydelig videnskabelig produktion. Hendes særlige interesse har været behandling af epilepsi under graviditet, som også var emnet for hendes disputats.
Med Anne Sabers udnævnelse har epilepsiområdet nu to professorer i Danmark. I efteråret 2014 tiltrådte den specialeansvarlige overlæge, Guido Rubboli, ved Neurologisk Afdeling ved Epilepsihospitalet, Filadelfia som professor i epilepsi ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet. Guido Rubboli, der er fra Bologna i Italien har været overlæge i epilepsi ved Epilepsihospitalet i Dianalund, Sorø siden december 2011.
Epilepsihospitalet Filadelfia har en række højt specialiserede funktioner – herunder udredning af patienter med henblik på epilepsi-kirurgi. Guido Rubboli har ansvaret for Epilepsihospitalets samarbejde om epilepsi-kirurgi med Rigshospitalet, hvor selve operationerne foregår.