Epilepsi Nyhedsbrevet

Både nye og for længst diagnosticerede patienter med genetisk betinget epilepsi vil have gavn af at få beskrevet forekomsten af genetiske epilepsier blandt voksne, fortæller professor i genetik ved SDU og Epilepsihospitalet Filadelfia, Rikke Steensbjerre Møller.

Bedre viden om sygdomsforløbet hos voksne med genetisk betinget epilepsi vil være til stor gavn for både pædiatriske og voksne patienter med disse typer epilepsier. Et bedre kendskab til sygdomsforløbet kan give bedre viden om, hvilken behandling, pædagogiske tiltag og social støtte der er bedst til den specifikke genetiske epilepsi, fortæller professor ved Syddansk Universitet og leder af Afsnit for Epilepsigenetik og Personlig Medicin ved Epilepsihospitalet Filadelfia Rikke Steensbjerre Møller i forbindelse med den internationale epilepsi- og genetikkonference DICE 2022 (Dianalund International Conference on Epilepsy).

Overgang fra barn til voksen var et stort emne på konferencen, hvor 175 læger og forskere fra mere end 17 lande deltog. Forskerne er blandt andet optaget af, at mangel på viden om sygdomsforløbet hos voksne med genetiske epilepsier begrænser mulighederne for at udvikle nye behandlinger samt at rådgive forældre til børn med genetisk betinget epilepsi.

“Vi har diagnosticeret rigtigt mange børn med en genetisk betinget epilepsi, og den viden, der er opbygget i børnegruppen, kan forhåbentlig bane vejen for, at genetisk testning også bliver del af udredningen hos de voksne patienter. Derudover bliver børnene jo også voksne, og spørgsmålet er så, hvordan vi får hjulpet neurologerne på vej, når de skal overtage de genetiske patienter, for vi ved endnu ikke meget om sygdommenes forløb hos voksne. Den manglende viden om sygdommens forløb ved voksne er også med til at gøre overgangen fra pædiatrien til voksenneurologien udfordrende for familierne,” siger Rikke Steensbjerre Møller.

Genetisk diagnostik har for alvor taget fart de seneste 15 til 20 år, og i dag udredes hovedparten af børn med tidligt indsættende epilepsi (debut før 4 års alderen), samt børn med epilepsi og neurologisk komorbiditet så som for eksempel udviklingshæmning eller autisme.

Der er imidlertid netop hovedsageligt tale om udredning af børn, fordi mange af de genetiske epilepsier begynder i barndommen, og derfor kan voksne, der blev udredt, før man havde viden og teknologi til genetisk udredning, have en udiagnosticeret genetisk epilepsi, der måske kan behandles mere effektivt, end den bliver i dag. Derfor bør en del af den voksne epilepsipopulation, især dem med anfaldsdebut i tidlig barndom og mental retardering, også tilbydes genetisk udredning, mener Rikke Steensbjerre Møller.
Fokus for genetisk udredning har ifølge hende generelt udvidet sig fra ren diagnosticering, til fokus på den kliniske anvendelighed af en genetisk diagnose. En genetisk diagnose er årsagsforklarende og målretter den kliniske opfølgning. Derudover kan den overflødiggøre yderligere diagnostiske tests og i nogle tilfælde langvarige udredningsprogrammer og muliggør en mere målrettet genetisk rådgivning.

Det bør heller ikke underkendes, hvilken værdi en genetisk diagnose kan have for patient og pårørende, og endelig kan en genetisk diagnose i visse tilfælde også lede vejen for valg af behandling, fortæller Rikke Møller. Hvor behandling traditionelt er baseret på anfaldssemiologi, muliggør en genetisk diagnose ifølge hende, at behandlingen i højere grad målrettes den tilgrundliggende patofysiologi, hvilket kan medføre anfaldsreduktion og dermed forbedret livskvaliteten.

“Man vil ikke kunne opnå samme behandlingseffekt, som hvis personen havde fået targeteret behandling fra sygdomsdebut, men personen vil kunne få bedre livskvalitet og færre anfald ved, at man behandler efter, hvad de har i generne. Derfor er der flere incitamenter til at få opsporet de genetiske epilepsier blandt de voksne patienter” siger hun.

Genetiske epilepsier er unge i den forstand, at man ikke tidligere har kunnet påvise dem ved gensekventering, og da det traditionelt primært er børn, som udredes genetisk, ved man en del om det tidlige sygdomsforløb, mens forløbet hos voksne patienter er sparsomt beskrevet.

Professor i neurologi ved University of Toronto og leder af hospitalets genetiske voksenepilepsiprogram Danielle Andrade er enig. Hun arbejder blandt andet med at undersøge, hvad der sker med patienter med de genetiske epilepsier senere i livet. Ikke bare i forhold til anfald, men også alle ledsagesygdomme.

“Vi ved i virkeligheden ikke meget om, hvad der sker med patienter med genetisk epilepsi, når de bliver ældre. Hvad sker der med anfaldene, kognitionen og de øvrige kropslige funktioner. Udvikler de gang- og muskelproblemer? Vi ved ikke meget om det, og ofte kender børnelægerne mere til det end voksenneurologerne, simpelthen fordi der er mere viden om børn med en genetisk epilepsi end om voksne. Der findes for eksempel omkring syv videnskabelige artikler om børn med Dravet syndrom for hver artikel, der er skrevet om voksne med syndromet. Så vi har langt mere viden om, hvordan man behandler og plejer børn med Dravet, end voksne,” siger Danielle Andrade.

Inden året er omme, vil man imidlertid have lidt mere viden om de voksne. Andrade har sammen med sine kolleger netop afsluttet indsamlingen af data blandt 110 voksne patienter med Dravet syndrom. Patienterne er blevet undersøgt på en lang række parametre herunder anfald, gangfunktion, kognition, hukommelse. Forskerne er lige gået i gang med at analysere resultaterne, og de planlægger at gå videre og se på andre genetiske epilepsier hos voksne.

Studierne falder ifølge Rikke Steensbjerre Møller på et tørt sted, for ud over, at lægerne mangler et grundlag for at rådgive forældre til børn med Dravet eller et af de andre syndromer, så er der også behov for dokumentation af det samlede sygdomsforløb fra fødsel til død, for at kunne udvikle nye lægemidler.

“ En dybdegående forståelse af en sygdoms naturlige forløb over tid er en forudsætning for at kunne vurdere effektiviteten af en evt. kommende ny behandling. Såkaldte ”Natural History Studies” er ikke kun med til at give en grundig beskrivelse af sygdomsforløbet, men kan også benyttes til at identificere kliniske biomarkører, samt understøtte udformningen af kliniske forsøg med henblik på afprøvning af nye behandlingsformer. Disse detaljerede beskrivelser findes endnu ikke for hovedparten af de genetiske epilepsier, men hvis man får indsamlet data om voksne og ældre patienter vil vi blive hjulpet godt på vej,” siger Rikke Steensbjerre Møller.

Skrevet af Nina Bro