Smykke giver advarsel ved epilepsianfald

Unge epilepsipatienter og deres forældre kan gå en tryggere tid i møde, hvis et projekt fra Københavns Erhvervsakademi, KEA, realiseres.

Tre designstuderende fra KEA har i samarbejde med studerende fra skolens datalogilinje udviklet en model til et armbånd, der ud over at være smukt at se på indeholder teknologi, der slår alarm, hvis den, der bærer det, får et epileptisk anfald, skriver dr.dk. Armbåndet fortæller omgivelserne, hvad der er galt med personen, og hvordan man kan hjælpe. Samtidig giver det besked til de pårørende og indsamler informationer om anfaldet til brug for lægen.asset-dr-dk

Der findes allerede armbånd med tilsvarende funktion, men de er lavet i plastik og velcro og ser ifølge de unge designere institutionsagtige ud.

”Vi har talt med unge kvinder, og de er meget optaget af, hvordan de ser ud især i teenageårene. Og derfor er der et stort behov for ikke at skille sig ud. De går med de samme solbriller og jeans. Og så har de ikke lyst til at have et stort plastikarmbånd, der tydeligt siger, at man er anderledes end alle andre. Det er ikke æstetisk kønt. Vi vil gerne væk fra noget, der har et hjælpeagtigt, medicinsk udseende. Og det har vi gjort med armbåndet og de supplerende armbånd uden teknologi i,” siger Amalie Vilhelmine Rahbek Ernst, som er en af designerne bag smykket til dr.dk.

Foreløbig er armbåndet en idé, som de studerende har brugt syv uger på at udvikle og formgive. Som research har de indhentet information fra epilepsipatienter og interviewet en sygeplejerske, som blandt andet fik de studerende til at fokusere på unge epilepsipatienter.

Skrevet af Nina Bro