Ny direktør på Filadelfia: ”Jeg vil gerne blive klogere på, hvordan vi kan bidrage,

Lisbeth Nielsen, der nu er tiltrådt som direktør for Epilepsihospitalet Filadelfia, ser ofte nye muligheder og får ting til ske. Hun så for eksempel gerne, at epilepsi kom endnu højere på dagsordenen til glæde for både patienter og pårørende.

“Det er en drivkraft i mig, hvis tingene ikke fungerer ordentligt. Det har jeg svært ved at se på. Så jeg tænker ofte: Kunne vi gøre det lidt smartere? Hvorfor gør vi ikke det? Er det her noget, vi har overvejet? Noget, der var svært i går, kan jo godt være nemmere i dag.”

Sådan siger Epilepsihospitalet Filadelfias nytiltrådte direktør Lisbeth Nielsen, der er tiltrådt som ny direktør 15. juni i år.
Hun kommer fra en stilling som direktør i Sundhedsdatastyrelsen. Før det var hun kontorchef i Danske Regioner og afdelingschef på Nordsjællands Hospital.

“Det er vigtigt for mig at få snakket med de ansatte, vores samarbejdspartner, patienterne og de pårørende, så de får et fælles billede af, hvor vi skal hen, ud over dagen og vejen. Det skal vi finde en god måde at gøre på sammen,”

Lisbeth Nielsen kan godt lide at være leder. Og det hænger måske meget godt sammen med, at hun er typen, der får “ting til at ske”, som hun selv formulerer det.
“Det med at gøre ting bedre ligger helt latent i mig, så bliver det nemmere og sjovere, og ambitionsniveauet bliver løftet. Det har jeg tidligere gjort meget i sundhedssektoren, hvor jeg har arbejdet med IT-løsninger, der har understøttet det at være patient. For eksempel at man i dag kan se sine aftaler på tværs af sundhedssektoren,” siger Lisbeth Nielsen.

God til netværk

Hun er typen, der gerne går forrest og skaber mening i det, man laver.

“Jeg kan godt lide at inspirere og komme med andre perspektiver. Ledelse handler ofte om at fjerne nogle sten på vejen og hjælpe dem i organisationen med at rykke på tingene,” siger hun.
Samarbejdet med andre er i det hele taget noget, som tiltrækker Lisbeth Nielsen.
“Jeg er rimelig god til at pleje mit netværk og holde fast i dem i mange år. Det gælder om at bruge og hjælpe hinanden,” fastslår hun.

Hun kan ikke på stående fod udpege de forandringer, hun ønsker at skabe på Filadelfia. For det første stykke tid går med at lære stedet og de mennesker, der er tilknyttet, at kende. Men rammerne, som forandringerne skal skabes i, løfter hun gerne sløret for:

“Hvis vi gerne vil skabe forandringer på Filadelfia, er det vigtigt at gå forrest og skabe relationer på tværs og internt. Det handler om, hvordan ledelsen arbejder sammen og ser muligheder i fællesskabet”.

Derfor vil hun også gerne invitere og selv blive inviteret bredt ud i landet for at høre, hvordan folk oplever Filadelfia.

“Jeg vil gerne blive klogere på, hvordan vi kan bidrage, og hvad nogen burde gøre noget mere af,” siger hun.

Vil fastholde det, der fungerer

Lisbeth Nielsen afløser Jens-Otto Skovgaard Jeppesen, som har været administrerende direktør for Filadelfia i 12 år, men som nu går på pension. Lisbeth Nielsen er bevidst om, at det er en stor kapacitet, hun skal efterfølge.

“Jens-Otto havde en stor opgave med at få en fornuftig drift op at køre og modernisere, og der ligger vi godt allerede. Den turnaround, han lavede, krævede den profil, han har, med en tung hospitalsbaggrund. Det har jeg ikke på samme måde. Men jeg skal heller ikke være som ham, men fastholde det, der fungerer og ikke kaste det over bord. Jeg forestiller mig ikke nogen stor revolution, men det er klart, der er nogle områder, vi kan bygge videre på,” siger Lisbeth Nielsen og uddyber:

“Vi skal gøre mere ud at være specialiseret og tæt på borgeren. Det er meget unikt og ikke noget, man ser mange steder”, siger hun.

Hvorfor det lige blev Filadelfia, der blev den nye arbejdslokation, forklarer Lisbeth Nielsen med, at hun synes, det er en spændende organisation, der kommer hele vejen rundt om patienterne fra de små børn til patienter, der er indlagt på langtidsafsnit over botilbud.

“Man har et helhedssyn på patienten og deres pårørende, det synes jeg er spændende,” siger hun.

Lisbeth Nielsen har da også store ambitioner på patientgruppens vegne:

“Epilepsi er jo en sygdom, som 76.000 mennesker lever med, og som påvirker deres liv og hverdag. Jeg vil gerne se nærmere på, hvordan vi taler denne gruppes sag sammen med Epilepsiforeningen og andre relevante parter. Det skal være en sygdom, man taler om på lige fod med diabetes, der også er en livslang lidelse. Mennesker med epilepsi skal have gode tilbud i sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og i deres liv i det hele taget,” siger hun.

Engageret fra barnsben

Når Lisbeth Nielsen ikke går på arbejde, tilbringer hun tid sammen med sin mand og to voksne døtre og sin hund. Døtrene er flyttet hjemmefra, men hun ser dem stadig meget.

“Vi er alle fire meget samfundsmæssigt interesserede, og det fylder meget i vores dialog i familien, så det er sådan lidt nørdet,” siger hun.

Lisbeth Nielsen kommer oprindeligt fra Sydsjælland, men bor i dag i København. Hun har dog et sommerhus på Vestsjælland, som ikke er så langt fra Filadelfia.

At komme fra en lille by på Sydsjælland har betydet, at Lisbeth Nielsen er opflasket med at engagere sig i det lokale foreningsliv. Hun har bl.a. været landsformand for Ungdommens Røde Kors i sine yngre dage. Det var gennem Ungdommens Røde Kors, at hun i sin tid mødte sin mand.

“Jeg har altid engageret mig i ting,” siger hun.

Og engagementet fornemmer man tydeligt, når man taler med Lisbeth Nielsen:
“Det er vigtigt for mig at få snakket med de ansatte, vores samarbejdspartner, patienterne og de pårørende, så de får et fælles billede af, hvor vi skal hen, ud over dagen og vejen. Det skal vi finde en god måde at gøre på sammen,” siger hun.

Skrevet af Heidi Bendtsen Nielsen