Liselott Blixt: Behov for at sikre flere penge efter Epilepsisatsningen
Som formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg var Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti én af frontkrigerne for at forstærke indsatsen på epilepsiområdet. Siden er hun trådt ud af Folketinget, men Liselott Blixt har stadig en forkærlighed for epilepsien og nu appellerer hun til, at hendes politiske arvtagere vil følge op på den plan, der gik forud for bevillingen i 2019
Det var Liselott Blixt, der tilbage i 2017 tog initiativ til Sundhedsstyrelsens eftersyn af epilepsiområdet, og som i sidste ende førte til bevillingen på 32 mio. kr. til udvalgte indsatser inden for epilepsien for 2019-2022. Sundhedsstyrelsens eftersyn pegede på 13 områder, hvoraf man udvalgte fem områder.
Indsatsen på de fem områder står nu til at blive evalueret. I forlængelsen af dette appellerer Liselott Blixt til, at det nye sundhedsudvalg på Christiansborg sikrer flere penge til de øvrige dele af epilepsiområdet.
“Der er brug for at følge op på, hvad indsatsen har gjort for de mennesker, der har epilepsi, og sikre, at der er en plan på området. Der er mange, der er ramt af epilepsi i mere eller mindre grad. Pengene rakte til et begrænset område, så der er brug for, at der kommer flere penge til området,” lyder det fra Liselott Blixt.
En fremadrettet plan
Tre år inden epilepsiområdet kom på finansloven, var Liselott Blixt med til at sikre et tocifret millionbeløb til den specialiserede sclerose-rehabilitering. Den bevilling førte fem år senere til en helhedsplan for scleroseområdet. Da man i 2019 sikrede 32 mio. kr. til epilepsiområdet, blev der også lagt op til en opfølgning. Dengang lød udmeldingen fra Liselott Blixt, at der ikke var nogen grund til, at forløbet på epilepsiområdet ikke kunne blive det samme som på scleroseområdet. I dag er hendes forhåbning, at man også vil følge epilepsisatsningen helt til dørs.
“Jeg håber, at man kigger punkterne igennem igen og tager stilling til alle områder, får lavet en evaluering og får sat penge af igen, så mennesker med epilepsi får den hjælp, som er nødvendig,” siger Liselott Blixt.
Sundhedsordførernes opmærksomhed
I forbindelse med artiklen har vi forsøgt at få kontakt til en række nuværende sundhedsordførere for at høre, hvad de kommende planer og forventninger på epilepsiområdet er. Den eneste, vi har fået en tilbagemelding fra, er Venstres sundhedsordfører, Eva Kjer Hansen. I en skriftlig kommentar skriver hun blandt andet:
“Epilepsi er en alvorlig sygdom, som op imod 4.000 danskere får diagnosticeret hvert år ifølge tal fra Rigshospitalet. Derfor er det også en sygdom, der har regeringens politiske fokus.”
Ifølge Eva Kjer Hansen er det vigtigt fortsat at have fokus på, hvordan livet kan gøres lettere for de mange tusinde danskere, der lider af epilepsi.
Skrevet af Stephanie Hollender