Lægemiddel giver markant reduktion af hospitalskontakter for patienter med Dravet
75 procent mindre kontakt til hospital efter to års behandling med lægemidlet Fenfluramin. Sådan lyder konklusionen i et nyt studie, som har en gruppe af forskere fra Epilepsihospitalet Filadelfia bag sig.
“Det er relativt meget. Det viser os, at der muligvis er mange penge at spare for samfundet, hvis patienterne får medicinen, fordi det koster penge, hver gang de er i kontakt med en læge eller sygeplejerske på hospitalet,” siger læge og ph.d.-studerende Cathrine Elisabeth Gjerulfsen, der er førsteforfatter på studiet.
blev godkendt til behandling af den sjældne epilepsiform Dravet syndrom i Danmark i foråret 2022. Dog kun til børn og unge mellem 2 og 18 år.
De voksne skal fortsat søge de Regionale Lægemiddelkomiteer om tilskud til behandlingen, der i forsøg har vist sig at kunne fjerne tre ud af fire anfald. Effekten af lægemidlet bekræftes også i dette nye studie, hvor patienter med Dravet syndrom behandlet med Fenfluramin på Epilepsihospitalet er inkluderet.
Dyr medicin
Fenfluramin er karakteriseret som dyr sygehusmedicin, men med de nye resultater kan der måske alligevel være en pointe i at give medicinen til flere. Det skyldes altså, at der er penge at spare, når patienterne ikke længere har samme behov for at komme i kontakt med hospitalet.
Af samme årsag mener Cathrine Elisabeth Gjerulfsen, at behandlingen måske med fordel kunne udbredes til flere patientkategorier, heriblandt de patienter med Dravet syndrom over 18 år.
“Resultaterne i vores studie tyder på, at behandlingen muligvis er cost-effective for samfundet. Derfor er vores håb, at de voksne patienter med Dravet syndrom kan få behandlingen uden, at vi skal søge om tilskud hver gang,” siger hun.
Hun påpeger desuden, at medicinen kan bruges til andre patienter end dem med Dravet:
“Vi ved, at Fenfluramin særligt virker på de generaliserede-tonisk-klonisk anfald (store anfald, red). Så det kan for eksempel også være patienter med Lennox-Gastaut syndrom eller andre patienter med genetisk betinget epilepsi, der ville kunne få gavn af præparatet, hvis vores resultater tages med i overvejelserne, når ansøgningerne vurderes,” siger Cathrine Elisabeth Gjerulfsen.
Skrevet af Heidi Bendtsen Nielsen