Epilepsi Nyhedsbrevet

Den nyligt indgåede Sundhedsreform varsler et kursskifte i dansk sundhedsvæsen - fra årelang centralisering frem mod store supersygehuse til øget decentralisering med 25 nærhospitaler.

Af Jens-Otto Skovgaard Jeppesen

 

Giver det overhovedet mening?

Siden 1990’erne har sundhedsvæsenets vækst først og fremmest styrket sygehusene - færre men større supersygehus skulle være garanter for “kvaliteten i klinikken - gennem patientforløbs-programmer/ -pakker og løbende målinger af kvalitetsindikatorer”. Det har sammen med en styrket klinisk forskning bidraget til den stigende specialisering i form af ikke mindst stadigt flere fagområder/subspecialer indenfor hver af de 38 grenspecialer.
Sundhedsstyrelsen fik med strukturreformen i 2007 styrket den sundhedsfaglige rolle gennem ikke mindst specialplanen som et centralt redskab. Sammen med akutreformen har Sundhedsstyrelsen sammen med de fem regioner lykkes med en klar national hospitalsstruktur med 21 akuthospitaler med tilhørende specialiserede hospitalsfunktioner (hovedfunktions-, regionsfunktions- og højt specialiseret funktionsniveau).
De sidste store supersygehuse er i overensstemmelse hermed snart parat til at blive taget i brug.

Men så sker der pludseligt noget nyt. Den hastigt stigende ældrebefolkning og væksten i en række kronikergrupper bliver stadigt mere synlig med nye krav til sundhedsvæsenet.
På rekordtid skiftes der tydeligvis kurs på sundhedsområdet. De store supersygehuse synes tilsyneladende ikke længere i stand til at kunne rumme de kommende års udvikling. Enten har planen frem mod færre store hospitaler ikke været tilstrækkeligt gennemtænkt, eller også har landets sundhedspolitikere ikke længere kunne stå bag en fortsat centralisering af landets sundhedsvæsen.

I Sundhedsreformen er fokus rettet mod at øge landets lægekapacitet - og navnlig praktiserende læger. Det fremgår på kort sigt ved at tilskynde yngre læger til at gå ind i hovedudddanelsen for almen medicin.

Om de senere års begrænsede interesse for almen medicin blandt yngre læger kan vendes ved benævnelsen “nærhospitaler” fremfor “almen praksis” skal være udsagt.
Nærhospitalerne skal iflg. regeringen tage vare på ældre med multisygdomme (somatiske og psykiatriske) og undgå at udskrevne patienter fra akuthospitalerne hurtigt bliver genindlagt. Der forventes brug af virtuelle og/eller ambulante konsultationer og ingen indlæggelser.

På mange måder er der til forveksling tale om et indhold, som ligger tæt på opgavesættet for almen praksis. Men lykkes det at få flere praktiserende læger i landet som helhed, vil det være en gevinst.

Det vil i så fald også betyde noget indenfor epilepsien i Danmark.

Flere praktiserende læger vil styrke muligheden for at indføre “shared care” mere bredt til stor gavn for de efterhånden mange store kronikergrupper. “Shared care” dækker over, at den enkelte kroniker både har behov for en sygehuslæge og den praktiserende læge. En diabetes-patient vil i starten blive udredt og behandlet på et hospital og efterfølgende fulgt ambulant. Undervejs vil det være oplagt at overveje at overdrage den løbende opfølgning til den praktiserende læge. Såfremt både sygehuslægen og den praktiserende læge har fælles patientjournal og kan følge udviklingen sammen med patienten, er de bedste vilkår skabt for alle tre parter. Sygehuslægen er ekspert i diabetes mens den praktiserende læge er ekspert inden for patientens øvrige forhold.

“Shared care” kan medvirke til det rigtige sammenhængende patientforløb fagligt og for den enkelte patient. Det er derfor oplagt at indføre denne tilgang mere bredt i sundhedsvæsenet - og i høj grad for “Nærhospitalerne”.

Shared care-modellen blev brugt i 2004 på Odense Universitets Hospital med en fælles -journal/database for fynske diabetespatienter og et fast partnerskab mellem sygehuslægen, praktiserende læge og patienten i en shared Care model, som bidrog til at skabe større sammenhæng og forbedret kvalitet. Sygehuslægen er eksperten, der udreder og fastlægger mål og hastighed for behandlingen. Egen læge kender patientens sociale forhold godt, er uddannet til en holistisk tilgang, og patienterne følges ofte for flere sygdomme af egen læger alligevel. Patientens udvikling følges i journalen, og de løbende data muliggør korrektioner i behandlingen mv. ”Shared-Care” er afprøvet med gode resultater indenfor gigt, KOL og hjertesygdomme. Kommunen kan indgå som hjælper til patienten.

En sådan tilgang vil også være velegnet for epilepsipatienter. Velmedicinerede epilepsipatienter vil helt sikkert kunne følges hos egen læge, mens debuterende patienter naturligt skal indlægges, udredes og behandles på hospital. Men gennem en styrket “Shared care attitude-model” vil der helt sikkert også kunne findes mellemformer, hvor sygehus- og praktiserende læger kan opnå en samlet set bedre behandling for patienterne.
Det kunne være oplagt at afprøve nye måder også inden for epilepsien i Danmark. Ganske som der kan afprøves ny teknologi, kan der også tænkes i nye måder at organisere indsatsen på indenfor epilepsi - til gavn for patienterne. På den måde vil den specialiserede sygehusfaglige udvikling indenfor epilepsi kunne “gå hånd i hånd” med nær sundhedsfaglige opfølgning.

Så lad os også byde ind med samarbejdet på en ny måde indenfor epilepsien”.