Gentagne hovedskader øger risiko for epilepsi
Hovedskader med hjernerystelse eller anden skade på hjernen øger risikoen for at udvikle epilepsi, og risikoen stiger med antallet af skader, viser et omfattende studie fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus universitet.
Hjernerystelse har ofte en række kognitive symptomer men kan også føre til udvikling af epilepsi, viser analyser af data fra 167.000 danske med mindst én traumatisk hjerneskade. 21.000 med to eller flere skader. Studiet er foretaget af forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet med Kasper Lolk, der er ph.d.-studerende ved Neurologi på Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, i spidsen.
“Resultaterne viser, at risikoen for epilepsi er særligt høj de første to år efter en hjernerystelse eller en sværere skade af hjernen, men risikoen var også øget mange år efter,” siger Kasper Lolk i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.
Konkret viser studiet, at var risikoen for at udvikle epilepsi for personer med hjernerystelse er omkring 2 procent 20 år efter pådragelse af første hjernerystelse, mens risikoen var cirka 3 procent 20 år efter anden hjernerystelse.
Hos personer med moderate og svære skader på hjernen var risikoen for at udvikle epilepsi noget højere; cirka 5 procent 20 år efter første hovedskade, og cirka 15 procent 20 år efter anden hovedskade.
Risikoen for epilepsi er særligt høj de første to år efter en hjernerystelse eller en sværere skade af hjernen, men risikoen var også øget mange år efter, viser studiet ifølge pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift BRAIN.
Repeated traumatic brain injury and risk of epilepsy: a Danish nationwide cohort study | Brain | Oxford Academic (oup.com)
Skrevet af Nina Bro