Genetisk diagnostik splitter epilepsi i talrige nye diagnoser
’One size fits all’ kan for en gruppe patienter snart være fortid i medicinsk behandling af epilepsi, siger direktøren for Odense-firmaet Amplexa Genetics, der udfører genetisk diagnostik for neurologiske afdelinger på hospitaler verden over.
Kvantespring inden for genteknologien har de seneste fem til ti år betydet, at forståelsen af sygdommen epilepsi er blevet langt bedre. Udnyttelse af mikrochip til læsning af genmateriale har gjort det muligt på langt kortere tid at teste et langt større antal patienter for hele paneler af genvariationer. Udviklingen betyder, at molekylærbiologerne er i færd med at sprænge de hidtidige definitioner af sygdommen, og udfordringen kan blive, at få nogen til at finansiere udvikling og produktion af medicin til et stadig mere broget spektrum af diagnoser, hvor hver enkelt patientgruppe bliver mindre og mindre.
Gendiagnostik er ikke anvendelig til alle patienter, men molekylærbiologerne kan i dag teste op mod 40 procent af epilepsipatienterne, og for 30 procent af de 40 procent kan de på dna-niveau lokalisere præcis hvilken fejl eller variation på dna-strengen, der er årsag til patientens anfald. Den indsigt har givet et helt nyt billede af sygdommen.
”Det, der før var en relativt stor patientgruppe, er pludselig blevet til tyve små. Vi har rundet 100 forskellige gener, som er relateret til epilepsi. I stedet for en håndfuld syndromer har vi nu 100 forskellige sygdomme, som kræver hver deres behandling,” siger Hans Atli Dahl. Han er molekylærbiolog, forsker og direktør for Amplexa Genetics, som er et af få firmaer i Danmark, der udfører genanalyser i forbindelse med epilepsidiagnostik.
For de patienter, hvor teknologien er anvendelig, betyder det, at behandlingen som noget nyt, kan vælges på baggrund af konkret og præcis viden om sygdommens årsag.
30 procent af 40 procent af alle epilepsipatienter lyder måske ikke af det store, men inden for epilepsibehandling er perspektiverne at sammenligne med en regulær revolution. Hidtil har lægerne kun haft patientens symptomer at vurdere ud fra. Den eneste måde at finde ud af, hvad epilepsien skyldes, har været og er for mange stadig at prøve sig frem præparat for præparat. Virker det ikke, eller bliver symptomerne værre, så prøver man et nyt. Med en kompleks sygdom som epilepsi er symptomerne imidlertid ikke altid et sikkert kort at navigere efter.
”Udfordringen er, at symptomerne med visse variationer ligner hinanden for alle epilepsipatienter, men genteknologien har vist, at de forårsages af vidt forskellige genvariationer. Problemet for lægerne i dag er blandt andet, at man ud fra observationer af symptomerne har puttet patienterne kasser, som man kalder ting som f.eks. ’Landau-Kleffner-syndrom’ eller ’Ohtahara-syndrom’, men hvis vi ser nærmere på patienter med Landau-Kleffner-syndrom, kan vi se, at den ene har en mutation i en NMDA-receptor, som blandt andet har med hukommelse, tale og kommunikation at gøre, mens andre har en mutation i et gen, der hedder UWE1, som er noget helt andet. Det er to helt forskellige mekanismer, der er fejl i, men når man kigger på patienterne, er deres symptomer rimelig ens. Det er som at kigge på to ure, der begge er gået i stå omkring kl. 12. Viserne på forsiden står nogenlunde ens, men på bagsiden af uret, kan man se, at det er to helt forskellige sæt tandhjul, der er knækket,” siger Hans Atli Dahl.
Med viden om den bagvedliggende årsag, kan epilepsibehandlingen bevæge sig væk fra ’trial and error’-metoden.
”Den medicin, patienten skal have, afhænger jo af, hvilken type epilepsi, han eller hun har. Det er meget fint at blive puttet ned i en kasse, der hedder Ohtahara-syndrom, men er det Ohtahara på grund af KCNQ2 eller SCN2A-genet? Det er to forskellige kanaler, og behandlingen bør afhænge af hvilken af dem, der er årsagen,” siger Hans Atli-Dahl.
Han mener, at det danske sundhedsvæsen kun har set den spæde start af, hvad genetisk diagnostik vil bringe.
”Jeg tror, at den molekylære diagnose i fremtiden bliver helt vild. Epilepsidiagnostik bliver meget mere evidensbaseret end noget, man hidtil har set. Vi er inde og kigge i den bagvedliggende mekanisme. Og det er ikke et spørgsmål om tro. Det er viden. Hvis vi kan dele patienterne op i grupper, som er molekylær-genetisk baseret, kan man udvikle meget specifikt virkende medicin, som kan spare patienterne for lange pinefulde udredningsforløb,” siger Hans Atli Dahl.
Skrevet af Nina Bro