Filadelfia har fået tilskud til CBD-olie

Epilepsihospitalet Filadelfia klar til at introducere behandling med cannabisolie, efter at Lægemiddelstyrelsen netop har givet tilskud til de første to patienter.

Epilepsihospitalet Filadelfia har søgt og fået tilskud til behandling med CBD-olie til to patienter.
Epilepsihospitalet Filadelfia har hidtil ikke ønsket at påbegynde behandling med CBD-olie, fordi mange familier ikke vil have mulighed for at opretholde den dyre behandling uden tilskud, når patienterne udskrives fra hospitalet.

Men nu hvor Lægemiddelstyrelsen er parat til at give tilskud, er Filadelfia også klar.
Hospitalet har en plan for, hvordan behandling med cannabis-præparatet skal introduceres, fortæller direktør Helle Hjalgrim.

”Vi indlægger patienterne, når vi starter dem op og følger med via hyppige blodprøver for at se, om det påvirker den anden medicin, de får. Som udgangspunkt vil vi lave et EEG under indlæggelsen, og derudover registrerer vi anfald,” fortæller hun.

Tilskuddet er afgørende
Filadelfia vil som med al anden medicin betale for behandling med CBD-olie under indlæggelsen, men efter indlæggelsen er udgiften patienternes egen, og derfor er tilskuddet fra Lægemiddelstyrelsen afgørende for, at epilepsihospitalet begynder at tilbyde behandlingen.

”Som det er nu, er vi stadig forbeholdne, og forældrene får at vide, at der ikke er nogen garanti forbundet med, at vi begynder at behandle med CBD-olie. Men det gør vi ikke desto mindre nu, hvor det er tilskudsberettiget, så forældrene kan få råd til at købe det,” siger hun.

CBD-olie er ikke førstevalg af behandling, og stoffet er kun relevant for en lille gruppe patienter med enten Dravet- eller Lennox-Gastaut syndromerne, men har anden behandling ikke vist effekt, så er lægerne på Filadelfia glade for at kunne afprøve CBD-olie under kontrollerede forhold.

Formand for Epilepsiforeningen Lone Nørager Kristensen er begejstret for Lægemiddelstyrelsens beslutning.

”Den information er jeg rigtig glad for. Det kommer til at ændre mange ting. Vi kan jo følge på facebook, at mange forældre får olien hjem andre steder fra. Nu kan de i stedet søge og få det legalt under kontrollede former. Det er selvfølgelig en individuel vurdering i samråd med lægen, men der bliver åbnet op for muligheden, og det vil gøre en stor forskel,” siger hun.

Skrevet af Nina Bro

Læs også:
Lægemiddelstyrelsen åbner for cannabis-olie til epilepsi
Særligt cannabis-præparat til epilepsi forventes i 2017