Epilepsi Nyhedsbrevet

Har du epilepsi, er din risiko for at få angst eller depression mere end dobbelt så stor som andre uden sygdommen. Det er blandt andet belastende faktorer som kontroltab, der fører til stress og angst. Jens Ahrenkiel, overlæge og speciallæge i psykiatri, Filadelfia, kalder på bedre samarbejde mellem sundhedsvæsen, uddannelsessektor og jobcenter.

“Angsten for et anfald fylder meget for personer med epilepsi. For det, de oplever omkring et anfald, er kontroltab. Og kontroltab er ikke morsomt for nogen - særligt ikke i det moderne samfund, hvor vi skal være så meget i kontrol hele tiden,” fortæller Jens Ahrenkiel, overlæge og speciallæge i psykiatri, Filadelfia, på Epilepsikonferencen 2018 i Odense. Her sætter han ord på den øgede psykiatriske komorbiditet, der er forbundet med epilepsidiagnosen.
“Vi ved, at livstidsrisikoen for angst og depressive episoder hos personer med epilepsi er mere end 50-60 pct. For resten af befolkningen bliver 15 pct. ramt af en depressiv episode og 25-30 pct. af angst mindst en gang i deres liv. Altså der er over dobbelt så mange tilfælde af angst og depressioner for folk med epilepsi,” fortæller Jens Ahrenkiel og tilføjer, at 25 pct. af alle personer med epilepsi efter eget udsagn lever under et betydeligt dagligt stressniveau. Det drejer sig om angst for nye anfald og angst for tiltagende kognitive vanskeligheder med risiko for tab af job og sociale relationer, der fylder.
“Vi kan se, at selv for de personer, der er blevet anfaldsfrie efter medicinsk behandling eller kureret for deres epilepsi efter kirurgisk indgreb, så er angsten der stadig. Der er altså et vedligehold i vores angstsystem, der gør, at selvom man er anfaldsfri, så er angsten ikke altid forbigående,” forklarer Jens Ahrenkiel og nævner, at det kan være fysiske reaktioner som fornemmelser fra maven, svimmelhed eller andet fysisk ubehag, som minder personen om et anfald og på den måde holder angsten ved lige.
“Det er en psykologisk udfordring for rigtig mange med epilepsi,” siger han og nævner, at selvom man med epilepsi er ekstra udsat, så er det muligt at få det godt igen.

Et kompliceret samspil
På Epilepsihospitalet Filadelfia erfarer Jens Ahrenkiel og hans kollegaer, at hvis man får den rigtige behandling bestående af psykoterapi og eventuelt medicin, så vil de fleste være sig selv igen efter et par måneder eller lidt længere tid.
“Men hvis man ikke kommer i behandling, kan symptomerne blive meget langvarige. Derfor er det vigtigt at få den rette hjælp i tide,” pointerer han.
Problemet for personer med epilepsi er, at man fra systemets side ofte adskiller krop, psyke, samfund, familie og miljø fra hinanden og kigger på dem enkeltvis. Det kan give udfordringer for folk med epilepsi, da sygdommen har stor indflydelse på andre parametre som job og familieliv - samtidig bliver epilepsien forværret, hvis der er problemer på jobområdet eller i familielivet.
“Forskning viser, at man ikke kan dele mennesker op i krop, psyke, samfund, familie og miljø, for det hele påvirker hinanden i et kompliceret samspil,” fortæller han.
At personer med epilepsi har den øgede risiko for psykiatrisk komorbiditet kræver derfor ikke bare noget af sundhedsvæsnet og den medicinske og terapeutiske behandling. Det kræver, at der bliver arbejdet på tværs af sektorer i samfundet.
“Mennesker med epilepsi er særligt udfordrede psykisk. Det er ikke så meget epilepsien i sig selv, der er problemet. Men at der står en socialsektor og råber på en, en sundhedssektor, der råber, en uddannelsessektor og et jobcenter, der står og råber i hvert deres hjørne. Det er noget af det, der belaster mennesker med epilepsi allermest. Vi taler desværre ikke altid samme sprog som sektorer. Og det bliver vi nødt til,” understreger Jens Ahrenkiel, der håber på, at den nye, statslige udredning om epilepsibehandlingen vil føre til en bedre koordineret, tværfaglig indsats.

Foto øverst: Jens Ahrenkiel er overlæge og speciallæge i psykiatri på Filadelfia i Dianalund. På Epilepsikonferencen 2018 i Odense fortalte han om den øgede psykiatriske komorbiditet, der er forbundet med epilepsidiagnosen.

Skrevet af Diana Ebba Ø. B. Pedersen