Epilepsi Nyhedsbrevet

Det danske arbejdsmarked undlader ofte at indføre internationale regler, som skal hjælpe danskere med f.eks. epilepsi eller andre fysiske eller psykiske handicap.

Nu har en forsker, Natalie Videbæk Munkholm, fra Aarhus Universitet fået 1,7 mio. kroner til at undersøge problemets omfang. Pengene kommer fra Det Frie Forskningsråd.

Når Danmark halter bag efter udlandet, så skyldes det politikernes respekt for den såkaldt danske model. Derfor overlader de det enten til arbejdsgivere og arbejdstagere at implementere de nye regler, eller de implementerer reglerne ved såkaldt minimumslovgivning.

Resultatet er, at internationale og EU-regler, som skal beskytte rettighederne for den enkelte lønmodtager, kun vanskeligt trænger igennem på det danske arbejdsmarked.

I sager med eksempelvis personer med handicap er konsekvensen, at både arbejdsgivere og medarbejdere ikke ved, hvordan sagerne skal håndteres. Som eksempel kan nævnes fedmesagen fra Billund, hvor en dagplejer blev fyret med henvisning til medarbejderens overvægt. Den sag kunne ikke kunne løses herhjemme, og derfor endte i den for EU-domstolen.

Natalie Videbæk Munkholm fik øjnene op for problemet, da hun sammenlignede rettigheder på arbejdsmarkedet for personer med handicap i Danmark og Storbritannien. EU-reglen og forpligtelsen er den samme for begge lande, men til hendes store overraskelse var den ikke slået rigtigt igennem i Danmark, fordi forståelsen af et handicap var uklar. Det resulterede i, at personer med fx epilepsi i fyringssager ikke var beskyttet af forskelsbehandlingsloven, selvom de burde være det og ville have været det i Storbritannien.

”Det har senest ramt os med fedmesagen sidste år og med handicappede i 2013, men tidligere sager omkring racediskrimination, deltidsregler og eksklusivaftaler, som var i strid med foreningsfriheden, har også fået kritik fra bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,” forklarer Natalie Videbæk Munkholm til universitetets hjemmeside.

”Vi ved pt. ikke bedre end, at lønmodtagernes rettigheder varetages bedst gennem kollektive forhandlinger og minimumslovgivning. Men på denne måde bliver vi et land, som ikke udvikler vores vilkår på arbejdspladserne i takt med de internationale tendenser. Danmark vil jo gerne være et foregangsland. Men når vi undlader at undersøge nærmere, hvad formålet med nye regler egentlig er, men blot minimumslovgiver, så sætter vi os bagerst i bussen,” siger hun.

Forskningsprojektet er to årigt, og det skal føre til beskrivelsen af et sæt kriterier for, hvornår det er bedst at lade trepartsforhandlingerne stå for implementering af en ny regel, og hvornår der skal lovgives.